Blog

Smitter skimmelsvamp?

Vi har på det seneste fået en del henvendelser på info@skimmel.dk, om hvorvidt skimmelsvamp smitter?
Det vil sige, om man kan tage skimmesvampesporer med sig i sit tøj eller lignende, og derved inficerer andre bygninger/personer/rum med skimmelsvamp, eller om et sommerhus kan inficere et andet sommerhus med skimmel, hvis det inficerede hus lufter meget ud.

Jeg vil starte med at sige: Skimmelsvamp smitter ikke!

Men man skal stadig være opmærksom på følgende ting:

Naturlig skimmelsvamp.

Der er altid et naturligt indhold af skimmelsvampe sporer i luften, lige meget hvor man er. Skimmelsvampe spreder sig ved at sende sporer ud i luften. Sporerne hvirvler rundt i luften og hvis de lander et sted hvor der er gode vækst muligheder – høj relativ luftfugtighed (over 75 % RH) og dødt organisk materiale – så begynder de at gro skimmelsvampe kolonier og danner nye sporer. Koncentrationen af disse sporer er meget varierende afhængigt af årstiden og luftfugtigheden. Her i sensommeren og efteråret er indholdet af sporer i luften på sit højeste, da luftfugtigheden er naturlig høj.

Koncentration af skimmelsvampesporer.

Ved skimmelvækst vil der være en højere koncentration af skimmelsporer i luften, og den vil også blive større jo større skimmelsvampen bliver.
Det er bl.a. disse sporer der kan skabe et dårligt indeklima, og som gør at man kan udvikler symptomer på indeklimasyge. Det er derfor vigtigt at få fjernet vækstgrundlaget for skimmelsvampen og derefter gjort grundigt rent. Skimmelsporestøv kan være stadigt sundhedsskadeligt, selv om svampen ikke lever mere.

Skimmelsvampen Penicillium Chrysogenum fotograferet i scanning elektronmikroskop. Svampen kan frigøre sine sporer ( de kugleformede dele) både enkeltvis og i kæder. Der, hvor sporerne lander dannes ny vækst, hvis der er gunstige vækstforhold. Foto: Robert Samson

Skimmelsvampen Penicillium Chrysogenum fotograferet i scanning elektronmikroskop. Svampen kan frigøre sine sporer ( de kugleformede dele) både enkeltvis og i kæder. Der, hvor sporerne lander dannes ny vækst, hvis der er gunstige vækstforhold. Foto: Robert Samson

Kilde: By og Byg Anvisning 204 : Undersøgelse og vurdering af fugt og skimmelsvamp i bygninger (2003)


Posted by: Ulrikke
2019-07-16 12:58:25

Hej Jeg har skimmelsvamp i mit hus, men skal flytte om kort tid. Jeg er derfor i tvivl om skimmelsvampen kan opholde sig i enten mit tøj eller min planter som jeg jo skal have med ind i den nye lejlighed. Skal jeg være nervøs for noget? Skal jeg rense mit tøj og skal jeg give mine planter nyt jord? Kan skimmelsvampen sprede sig i den nye lejlighed?


Posted by: Sirid Bonderup, skimmel.dk
2019-07-18 06:57:33

Kære Ulrikke Det er altid en god ide at få vasket alle tekstiler; tøj, sengetøj osv. hvis du har haft skimmelsvamp. En almindelig maskinvask er rigeligt. Men hvis det nye sted du flytter hen er tørt og skimmelfrit skal du ikke bekymre dig om at skimmelsvampene flytter med. Skimmelsvampe er en naturlig del af den jord planter gror i, så der behøver du ikke gøre noget. MVH Skimmel.dk


Posted by: Patrick
2020-05-16 08:38:55

Hej, Jeg har haft en del bøger stående i et stort rum, som desvære har haft skimmelsvamp på væggene. Bøgerne har ikke stået op af væggen, men har bare ligget på et bord midt i rummet. Hvis jeg tager mine bøger med til til et nyt rum, tager jeg så skimmelspore med videre?


Posted by: Sirid Bonderup, skimmel.dk
2020-05-18 07:57:48

Hej Patrick Så længe der ikke er skimmelvækst på selve bøgerne, er det fint, hvis du blot støvsuger dem grundigt. Skimmelsporer findes overalt, det er først når de er i fugtige omgivelser at de begynder at vokse. Selvom de ikke kan vokse, kan de stadig være generende for astmatikere, men en støvsuger med HEPA-filter vil kunne fjerne langt de fleste sporer. MVH Sirid - skimmel.dk


Posted by: Esben Madsen
2020-11-19 17:45:00

Hej, I tråd med Patricks besked har vi lige opdaget, at der er skimmel i hjørnet af et kælderrum hvor vi har opbevaret bøger i flyttekasser. Een af kasserne har stået i et hjørne, hvor væggen skaller af, mens en anden kasse med bøger har stået et andet sted i samme kælderrum. Så nogle af bøgerne lugter lidt af kælder men ikke de andre. Du skriver i svaret til Patricks besked, at man blot skal støvsuge bøgerne, hvis der ikke er skimmel i dem. Hvordan ved man om en bog er ramt af skimmel? Skal der være synlig skimmel, eller er det nok, at den lugter “lidt af kælder”? Bedste hilsener, Esben


Posted by: Jens
2021-01-19 17:28:32

Jeg har købt en bog som lugter af skimmelsvamp (vil jeg tro). Jeg har som et forsøg puttet bogen i en plasticpose og puttet den i fryseren natten over, men det har vist ikke rigtigt hjulpet. Kan man prøve med at putte bogen i ovnen ved f. eks. 75 grader C eller er der andet man kan gøre for at slippe af med lugten og evt. skimmelsvamp eller hvad det nu er? Mvh Jens


Posted by: Annonym
2021-01-30 10:46:35

Jeg bor pt. i lejlighed, og min nabo ved siden af har haft et stort problem med skimmelsvamp. Min væg i soveværelset hælder op mod min nabos væg (dér hvor der har været skimmevækst), og jeg er begyndt at opleve symptomer for skimmelsvamp når jeg befinder mig kortvarigt derinde. Der er ingen svamp eller lignende som vokser på mine vægge, men jeg frygter derimod det er mellem væggene. Kan jeg uden bekymring uden videre flytte min seng m.v. ud i køkkenet indtil der er blevet tjekket (uden at frygte det er spore i (hvis der overhovedet kan være spore i)), eller kan jeg roligt lade min seng m.v. stå inde på soveværelset. Mvh.


Posted by: Lenette Aalling, skimmel.dk
2021-02-03 09:00:25

Kære Jens, Lugten kan godt fortage sig over tid - så hvis du har mulighed for at opbevare bogen i et rum der regelmæssigt bliver luftet ud og væk fra øvrige bøger, tøj, osv. (så lugten ikke spreder sig til dem), var det værd at prøve. Der findes ingen gode metoder til at fjerne generende luft fra bøger udover at lufte ud, og stille dem i et tørt, velventileret rum. Hvis du opvarmer din bog til 75 grader i ovnen, kan du godt fjerne en del skimmesvamp - MEN det vil forøge nedbrydningen af papiret, som kan blive gulligt og sprødt. Hvis man fryser en bog med skimmelsvampesporer, begynder sporerne blot at danne skimmelvækst igen, når du tager bogen op af fryseren, hvis luftfugtigheden stadig er høj der hvor bogen bliver opbevaret. Mvh, Lenette Aalling, skimmel.dk


Posted by: Lenette Aalling, skimmel.dk
2021-02-03 09:15:24

Hej Esben, Hvis dine bøger lugter lidt af ”kælder” men ikke har synlig skimmelvækst, vil jeg ikke være bekymret. Skimmelsporer er overalt i luften både udenfor og indenfor. Sporerne bliver først et problem for bøger, når de står fugtigt, så der kan dannes skimmelvækst. Der er mange mikroorganismer, som kan frigive stoffer til luften – og det kan få dine bøger til at lugte af ”kælder” også selvom der ikke er skimmelsvamp i dine bøger. Fugt fra ydervægge kan også give samme lugt. Hvis bøgerne er værdifulde, anbefaler vi at opbevare dem i et tørt, velventileret rum. Mvh, Lenette Aalling, skimmel.dk


Posted by: Lenette Aalling, skimmel.dk
2021-02-03 09:30:23

Kære Anonym, Hvis væggen på nabosiden er så fugtig at skimmelsvamp kan vokse hos naboen, kan fugten muligvis have bredt sig, men det afhænger af væggens placering og opbygning. Det er meget vigtigt, at årsagen til fugten hos naboen/jer begge bliver fundet og løst. Hvis der i et opholdsrum er synlig skimmelsvampevækst på mere end 0,06 m2, anbefaler vi generelt, at man ikke bruger rummet før årsagen er afhjulpet og væksten afrenset. I sådanne tilfælde vil det bestemt være en god sikkerhedsforanstaltning at flytte møblerne ud af soveværelset, mens årsager og omfang klarlægges og afhjælpningen gennemføres. Hvis sengen herefter står i et tørt, godt indeklima, vil der ikke begynde at vokse sporer på den. Vask sengetøj og tøj ifølge vaskeanvisningen. Eventuelle lugte kan dog godt hænge i madrassen - prøv med grundig støvsugning og rensning. For at undgå skimmelsvamp er det vigtigt, at du bruger din bolig rigtigt, så luftfugtigheden holdes nede. Sørg for at varme op i alle rum og lufte ud. Læs mere om hvad du kan gøre for at undgå skimmel her: https://www.skimmel.dk/for-beboere/saadan-undgaar-du-skimmelsvamp/. Hvis der er tale om et angreb af skimmelsvamp, som ikke skyldes forkert brug af boligen, skal du kontakte ejendomskontoret eller udlejer. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på info@skimmel.dk eller ring på 9940 2222 – telefonen er åben mandag og onsdag 10-12. Mvh, Lenette Aalling, skimmel.dk


Posted by: Lenette Aalling, skimmel.dk
2021-02-03 10:00:37

Har du spørgsmål eller kommentarer? Skriv til os på info@skimmel.dk eller ring på 9940 2222 - telefonen er åben mandag og onsdag 10-12. Vi glæder os til at høre fra dig. Mvh, skimmel.dk