Skimmelsvampe i deres naturlige habitat

Skimmelbloggen har været på skovtur i Allindelille Fredsskov på Midtsjælland for at kigge på skimmelsvampe i naturen. Der er de nemlig langt mere funktionelle, end de er farlige. I vores boliger kan skimmelsvampe vidne om fugtproblemer, de lugter og er ikke særligt pæne at se på. På sigt kan de endda ødelægge ejendele og konstruktioner og forvarsle om mere alvorlige bygningsnedbrydende svampe. I skoves økosystemer har skimmelsvampe og andre medlemmer af mugsvampeordenen en anderledes vigtig rolle. Her er  deres evne til at nedbryde træ og plantemateriale faktisk essentiel. Læs mere om forskellen på mug- og skimmelsvampe i dette indlæg

Når skimmelsvampe i bygninger skal artsbestemmes, sker det enten i mikroskop eller ved at DNA teste. Derfor indrømmer jeg, at min artsbestemmelse er noget famlende og med stor hjælp fra Vestrehus.dk af naturvejleder og biolog Bjørli Lehrmann. Men at se hvordan disse svampe lever i naturen giver en god forståelse af, hvorfor vi ikke vil have dem inde i vores boliger.

Skimmel som vi kender det fra køkkenet

Her er efteråret godt i gang med at nedbryde forskelligt plantemateriale. På tomaten er det velkendt mug, der gør arbejdet, det kan f.eks være af arten Rhizopus Stolonifer, der ofte ses på frugter. Nedenfor ses hvide svampehyfer i gang med at nedbryde en gren og et blad. Hvis de ikke gjorde det, ville laget af nedfaldne blade jo vokse år for år og hurtigt gøre en skovtur helt umulig.

Grunden til at nogle skimmelsvampe er giftige hænger også sammen med deres rolle i naturen, hvor de kæmper om føden med andre svampe, bakterier og dyr og derfor har udviklet evnen til at udskille svampegift (mykotoxiner). Det er disse mykotoxiner, der gør, at nogle oplever allergi, hovedpine og træthed hvis der er skimmelsvampe indenfor. En anderledes positiv effekt af mycotoxiner ser vi i penicillin, et stofskifteprodukt af skimmelsvampen penicillum. Det siges, at Alexander Fleming opdagede penicillin efter en petriskål med stafylokokker var blevet inficeret med skimmelsvampe efter at have stået åben nær et vindue, og skimmelsvampens mykotoxiner nedbrød stafylokokkerne.

Her ses en anden type mugsvampe Mucorales, der er hår- eller pelslignende koblingssvampe i mugordenen. Den ovenfor, vil jeg tro, er Spinellus Fusiger eller huenål, der vokser i afføring, her sandsynligvis uglegylp. Den nedenfor tør jeg ikke gætte på arten af, men den er tydeligvis i gang med at nedbryde en gruppe honningsvampe.

Svampesporer

Skimmelsvampes skadelige men usynlige svampesporer, der kan frigives til indeluften, kan være svære at forstå, men hvis man ser på en anden svampefamilie – støvboldene – bliver svampesporer, der er luftbårne pludseligt meget lette at se.

Svampedyr

Slimdyr eller svampedyr har tidligere været opfattet som en symbiose mellem en alge og en skimmelsvamp, men betragtes nu som helt sin egen – hverken dyr, plante eller svamp, men en slags encellede organismer der i grupper kan bevæge sig efter næring.

Mange svampedyr kan se ud som ovenfor i deres tidlige stadier

Svampedyret Ceratiomyxa fruticulosa

Træsvampe

På gamle træstubbe genkender man den farveskala, vi kender fra skimmelsvampe i bygninger. På billedet ovenfor ses en barksvamp – tyk og hvidgul, der kan minde om bygningssvamp eller tømmersvamp. Barksvampens job er at nedbryde den ellers meget holdbare cellulose i træ. Nedbrydningen af træ er fint i skovens økosystem, men absolut ikke ønskelig i vores tagspær eller gulvbrædder. På billedet nedenfor ses sorte plamager, der kaldes ’krudtslam’ eller ’blåsplint’. Det er en skimmelsvamp, der opstår i snitflader på træ og kan flytte med ind i bygninger, hvis eksempelvis træ, der bruges til tagspær, ikke er tørret godt nok ud.

Jeg kan anbefale alle en efterårsskovtur – både for at kigge på svampe, små som store, men også blot for at nyde naturens gang. (Alle fotos: Sirid Bonderup)

Små huesvampe på en træstub

Udsigten over Småskifte Sø